
Hårlev
Din aktive stationsby
Hårlev er en aktiv stations- og erhvervsby. Som knudepunkt på to jernbanestrækninger ligger Hårlev centralt og praktisk, hvad enten du skal mod nord, syd eller øst. Med kun 15 km til motorvejen ligger hele Sjælland åben. Hårlev er samtidig Stevns’ erhvervscentrum med velfungerende og centrale erhvervsområder og et stort udvalg af erhvervsgrunde.
De seneste år har nærmest budt på et bygge-boom med de mange nye udstykninger, hvor I både kan give jer i kast med jeres drømmehus. Hvis I ikke har lyst til at byggeprojekt, byder Hårlev også på huse i mange aldre og typer – lige fra charmerende murermestervillaer til parcelhuset med plads til hele børnefamilien.
Hårlev har en opdelt børnehave: Bulderbo for de mindste og Tryggevælde Øst for de 4-6-årige.
Læs mere om pasningsmuligheder på Stevns
I Hårlev ligger folkeskolen Hotherskolen med cirka 488 elever fordelt mellem 0.-9. klasse og 3 specialklasser. Hotherskolen ligger med gode busforbindelser med rute 252, 253, 254, 274 og 275.
Hotherskolen har som den eneste skole på Stevns en global dimension med et velfungerende samarbejde med en række lande og folkeskoler, f.eks. vores nordiske nabolande, Spanien og Frankrig. Her kan man som elev melde sig ind i en international gruppe. Skolen har tilknyttet en SFO.
For de unge er der mulighed for at mødes med venner i ungcaféen fra 7. klasse, og til de bliver 18 år.
Tid til Rådhuspladsen: 58 minutter.
Tid til motorvej E47: 20 minutter.
Hårlev ligger som et knudepunkt på Østbanen med kvartersdrift til Køge, og med togforbindelse mod Rødvig og Faxe Ladeplads. Turen til Køge tager kun 15 minutter, og fra Køge kan du nemt tage s-toget videre til København.
Fra Hårlev kan du også nemt skifte til busser, der kører til resten af Stevns.
Midt i byen ligger Byskoven som en oase og et frirum med mange muligheder. Med en mobil scene og toiletfaciliteter har skoven mulighed for at huse både koncerter og teaterforestillinger. Her finder du også byens hundeskov, hvor du kan slippe din firbenede ven løs. Med de fire kløverstier: city-ruten, by-ruten, å-ruten og land-ruten kan du opleve Hårlev og den omliggende stevnske natur på en gåtur, en løbetur eller en rask cykeltur. Alle ruter starter ved Hårlevhallerne og har forskellige længder.
Har I lyst til at blive en aktiv del af lokalsamfundet eller dyrke motion i fællesskab med andre, så tilbyder Hårlev også rig mulighed for det. Her finder I alt fra Stevns frivillighedscenter og lokale foreninger til Hårlevhallerne og de omkringliggende boldbaner, der giver mange muligheder for masser af sport og motion fra forældre/barn gymnastik til fodbold og senior gymnastik.
Hårlev har et fint udbud af forskellige indkøbsmuligheder med både en Fakta og en stor SuperBrugsen.
Derudover er der en boghandel, vinspecialist og tøjbutik. Byen rummer desuden et byggemarked, samt Danish Agro Shoppen og HF-butikken, hvor du kan købe alt til dine dyr og din have.
Seneste nyheder