Forestil dig at bo i en æblelund med giftfrie haver, lyden af summende brumbasser og tæt på havet. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er hverdagen på Nicolinelund i Strøby Egede kun syv km fra Køge, hvor der snart udstykkes 40 nye byggegrunde og 18 dobbelthuse.

Bo i pagt med naturen på Nicolinelund

Nicolinelund er ikke et almindeligt boligprojekt. Bag projektet står ægteparret Käte Magdalene Gjørup og Anker Nielsen, der i mange år har haft et ønske om at bygge et grønt og naturvenligt villakvarter på Stevns. Her blev svaret på deres drøm Nicolinelund.

– Det er en anderledes måde at udvikle på, fordi vi er mand og kone. Vi gør det her for at gøre en forskel, samtidig med at det jo også er vores opsparing. Nicolinelund er ikke en virksomhed, vi bare kan lukke ned. Vi ville ikke gøre det her, hvis vi ikke brændte for det.

Denne passion mærker man hurtigt, når man besøger Käte og Anker. For dem er Nicolinelund ikke kun et boligprojekt, men derimod en passion for fællesskabet på tværs af generationer, for dyrelivet og for naturen.

På den måde er Nicolinelund et nytænkende villaprojekt med ægte naturglæde, der siden første spadestik i 2015 har udviklet sig til små landsbyer i flere etaper. De første to etaper er gennemført, og 84 familier er allerede flyttet ind. Nu begynder tredje etape bestående af i alt fire små landsbyer med gadekær, eng, masser af æbletræer og med fokus på biodiversitet. Den første landsby, der etableres, hedder Marens Minde. Her planlægges 40 byggegrunde og 18 dobbelthuse.

Nogle af Nicolinelunds yngste beboere

 

Stærkt fællesskab på tværs af generationer

Det har været vigtigt for Käte og Anker, at Nicolinelund fik et godt fællesskab på tværs af generationer, hvor der er plads til forskellige aldersgrupper, som hver især bidrager på deres egen særlige måde.

– Vi har nogle beboere, der betegner sig selv som Nicolinelunds bedsteforældre. De har indrettet deres have, så børnene kan løbe igennem, hygge sig og mødes på kryds og tværs. De er ægte engagerede mennesker, som vi sætter stor pris på. De har været virkelig gode til at lave arrangementer til fælles glæde for naboerne, fortæller Käte og fortsætter:

– Omvendt kan de unge, som er travle med job og børn, jo så hjælpe med det praktiske for på den måde at give til fællesskabet, bl.a. med fælles havedage, sommerfest, halloween og meget andet.  Aldersspredningen giver også ny dynamik til Nicolinelund.

Beboere i Nicolinelund hygger på Den Store Æbledag

Et vigtigt mødested på tværs af generationer er fælleshuset, som snart overdrages til naboerne. Her er plads til lektielæsning, fællesspisning, yoga og andre sociale arrangementer.

– Der er noget ganske særligt ved Nicolinelund. Måden, det hele er gjort på, er bare noget ganske særligt, og det er et stort plus med det rummelige fælleshus. Folk er interesserede i hinanden og vil gerne hinanden, fortæller Anders, der bor i Nicolinelund med sin hustru og to børn.

Anders og hans familie

Helt tæt på naturen

Selvom Käte og Anker altid har haft fokus på naturen, så har de valgt at tage et nyt skridt med tredje etape af Nicolinelund. Med hjælp fra lokalafdelingen i Danmarks Naturfredningsforening, en forsker i biodiversitet, og andre fagfolk udvikles den nye etape til et boligområde med høj biodiversitet. Derfor etableres et stort engområde med vild natur, der kan styrke levestederne for insekter, padder, fugle og mindre pattedyr. Engområdet skal ikke kun gavne naturen, men også beboerne.

– At bo så tæt på naturen giver familierne nogle fantastiske oplevelser og muligheder. Når børn vokser op så tæt på naturen, så tror jeg også, at det bliver rigtig naturkloge børn. Så får vi nogle nye generationer, der er gode til at passe på naturen, fortæller Käte.

En af familierne, der nyder godt af naturen på Nicolinelund, er parret Necla og Docan, og deres to børn. De flyttede til Nicolinelund i 2016 efter et liv i København og sætter pris på at bo helt tæt på naturen, der giver nogle unikke oplevelser med deres børn.

– Vi lever mere i nuet. Vi er omgivet af den skønne natur og af havet – det giver også lidt bedre samvittighed i forhold til vores børn. Vi løber i området, vi fisker med ungerne og i det hele taget bruger vi den fantastiske natur omkring Nicolinelund.

Parret, Necla og Docan, med deres to børn

 

Læs mere om Nicolinelund