Opdag Stevns’ nye madhus, MADEVI – et alternativ til dit hjemmekøkken

Det skal være lettere for den travle (pendler)familie at kunne hente sund, nærende og hjemmelavet take away i Stevns Kommune, det mener Gülüzar Üsüdür, iværksætterkvinden bag Stevns’ nye madhus, MADEVI. Og Strøby Egede udgør den perfekte ramme for Gülüzar Üsüdürs nye liv som selvstændig.

Siden slutningen af august 2020 har beboerne i Stevns Kommune kunne købe varm og hjemmelavet mad til en rimelig penge i Stevns’ nye madhus, MADEVI, som har til huse i Strøby Egede Centret. Trods sin nylige start er madhuset allerede en succes blandt især børne- og pendlerfamilierne i nærområdet. Ideen til at åbne et madhus i Strøby Egede opstod da også ud fra indehaversken, Gülüzar Üsüdür og hendes families egne behov:

– Vi har tre drenge. Der er rigtig tit dage, hvor vi ikke orkede at skulle stå og lave mad til fem personer. Så blev det altid lige en rugbrødsmad, eller hvad man lige kunne fikse frem, selvom man havde taget kød op og tænkt; det er det, vi laver. Men når klokken så er fem, og vi alle sammen er samlet og de små er trætte, så er der bare ingen, der hengiver sig til madlavningen, fortæller Gülüzar Üsüdür smilende. En udtalelse de fleste børnefamilier sikkert kan nikke genkendende til.

Ifølge Gülüzar Üsüdür manglede byen dog et alternativt madtilbud med nem, sund og lækker aftensmad, som man kunne hente med hjem, når tiden og lysten til madlavning var knap. Hun øjnende derfor muligheden for at kaste sig ud i livet som selvstændig og selv stå for produktionen af et sundt og hjemmelavet alternativ i Strøby Egede, som ikke koster en formue.

Strøby Egede tilbyder hele pakken

Da Gülüzar Üsüdür og hendes familie flyttede til Strøby Egede, var det især den korte afstand til København og den nære tæthed til skov og strand, som lokkede. Familien har tidligere boet i både Århus og på Lolland, hvor Gülüzar Üsüdür har arbejdet som socialrådgiver med fokus på børn og unge samt integration af flygtninge. Efter tre år på Lolland som projektleder for en række socialt udsatte boligområder var tiden nu moden til et skift og boligjagten på Sjælland gik ind. Kriterierne var nærhed til strand og skov og en fornuftig afstand til København, og ved en hurtig googlesøgning dukkede bynavnet, Strøby Egede op, fortæller hun:

– (Vi, red.) så byen, og når man kommer herud én gang, jamen så falder man for det. Det er lige til: Vi har noget familie inde i København, vi har netværk her på Sjælland, det er tilpas afstand fra storbyen uden at være helt ude på landet. Det blev Stevns. Og det blev Strøby Egede, fortæller Gülüzar Üsüdür begejstret.

Det lille lokalmiljø kan bare noget

Strøby Egede er ifølge Gülüzar Üsüdür et ideelt sted at kaste sig ud i iværksætteri i:

– Det er det bedste sted, man kan prøve sådan et koncept af i. Det er et lille lokalt miljø. Folk er så engagerede, når de kommer herned. De skriver til mig både privat og på Facebook, de giver både feedback og ros og kommer med forbedringspunkter. Det er meget de samme (kunder, red.). Det er nogen man kender fra institutionerne eller skolen osv. Det er her (i Strøby Egede, red.), vi har muligheden for at prøve nogle ting af, fortæller Gülüzar Üsüdür.

Kundegrundlaget har da også vist sig at være stort, idet mange af hendes faste kunder – ligesom hende selv – er tilflyttere til byen med pendlerjobs, som hurtigt har set fidusen ved at slå et sving forbi og købe god, varm og hjemmelavet mad med på vej hjem fra arbejde. Generelt oplever Gülüzar Üsüdür en øget interesse fra beboerne i hele Stevns Kommune, hvilket blot vidner om, at hendes forretningsidé er i pagt med tidsånden.

Fra socialrådgiver til selvstændig madmor

Det har været en mangeårig drøm at blive selvstændig, fortæller Gülüzar Üsüdür, der forinden åbningen af Strøby Egedes nye madhus har været ansat som integrationskonsulent i Stevns Kommune. Hun har derfor tidligere med stor begejstring deltaget i Stevns Erhvervsråds iværksætterkursus – et tilbud til alle kommende eller allerede eksisterende iværksættere i Stevns Kommune – men selve skabelsen af MADEVI blev dog først til virkelighed da de rette lokaler bød sig:

– Jeg har altid haft en drøm om at være selvstændig på en eller anden facon. Men så har jeg bare ikke kunne tage det sidste spring. Så bød der sig de her muligheder, og så kørte det bare, mens jeg tænkte over, hvordan det skulle starte, og hvad der skulle blive til. Og lige pludselig var det den 24. august, hvor jeg åbnede, så det hele er stadig under udvikling, fortæller den nyudsprungne iværksætter. Gülüzar Üsüdür lægger dog ikke skjul på, at hun allerede nu har mange ambitioner og idéer til videreudvikling af madhusets koncept og rækkevidde.

Den gode madlavning er drivkraften

Passionen for madlavning er tydeligt at finde hos Gülüzar Üsüdür:

– Jeg elsker at lave mad. Jeg har altid haft en stor interesse for madlavning. Men jeg har aldrig gået til noget, så det er egne erfaringer. Jeg er selv født i Tyrkiet, men er opvokset i Danmark, så jeg har begge køkkener med derfra, fortæller den autodidakte kok.

Hos MADEVI er filosofien således at fusionere det danske og anatolske køkken, og derigennem give kunderne spændende og nye smagsoplevelser, der favner hendes egen kulturarv. Det var derfor heller ikke en tilfældighed, at navnet på Stevns’ nye madhus faldt på netop MADEVI:

Mad som mad på dansk og Evi som huset på tyrkisk. Så det er egentlig madhuset på to sprog i en kombination, forklarer Gülüzar Üsüdür. Madhuset holder åbent i hverdagene i tidsrummet 16-18, hvor der kan købes varme retter – enten kød- eller vegetarretter – og tilbehør til 89 DKK. Endvidere kan man mellem 11-14 købe en let, økologisk frokostret til 50 DKK.

Læs mere om MADEVI