Er du iværksætter eller drømmer du om at blive det? Snart får du mulighed for at blive en del af et inspirerende iværksættermiljø i Hårlev, når Stevns Kommune åbner et nyt iværksætterhotel i efteråret.

Stevns åbner snart dørene for nyt iværksætterhus

Iværksætter

Iværksætterkulturen skal blomstre

Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd vil gerne give nuværende og kommende iværksætterne en hjælpende hånd. Med den nye erhvervspolitik er der kommet et øget fokus på iværksætteri, og en af tiltagene for at skabe en bedre iværksætterkultur i Stevns er at etablere et fælles iværksætterhotel.

– Siden jeg tiltrådte som borgmester har jeg besøgt en lang række meget forskellige virksomheder. Mine besøg har bekræftet mig i, at der er en stor virketrang på Stevns og ikke mindst lyst til at tænke kreativt og starte nyt. Det skal vi være klar til at hjælpe med, for det skal ikke være de ydre rammer, som forhindrer driftige stevnsboere i at prøve sig selv af med egen virksomhed, udtaler borgmester Anette Mortensen.

Fællesskabet byder på mange potentialer

Kontorfællesskaber er blevet mere og mere populære rundt om i verden, og det er især på grund af de sociale og faglige fællesskaber, der opstår. Når du sidder i et kontorfællesskab med andre iværksættere, kan I bidrage til fælles vidensudveksling, coworking og I får muligheden for at udvide jeres netværk – både i forhold til kundebase og samarbejdspartnere.

Derudover kan iværksætterhotellet være et godt alternativ til at arbejde hjemmefra, hvor privatliv og arbejdsliv hurtigt kan smelte sammen. Diversiteten af brancher og fagligheder styrker hinanden på kryds og tværs, så hvorfor ikke gribe muligheden?

Du kan også søge råd og vejledning hos Stevns Erhvervsråd, som står til rådighed for jer, der ønsker at benytte det nye tilbud for de erhvervsdrivende i Stevns Kommune.

 

10 nye moderne arbejdspladser

Når iværksætterhotellet står færdigt, vil der være ti moderne arbejdspladser, hvoraf de otte pladser ligger i et åbent kontor, mens de sidste to kontorpladser ligger i lukkede enkeltmandskontorer på henholdsvis 9 og 13 m2.

Iværksætterhotellet skal ligge i Hårlev, og byen er valgt på grund af dens centrale placering i kommunen, som gør Hårlev let tilgængelig i bil og med offentlig transport. Toget kører mod Køge 4 gange i timen og mod Rødvig og Faxe Ladeplads 2 gange i timen. Iværksætterhotellet får adresse på Hårlev Bibliotek.

Iværksætterhotellet bliver dermed et samarbejde mellem Stevns Erhvervsråd, Stevns Bibliotekerne og alle jer iværksættere, som får jeres daglige gang i huset.

Hvis du er interesseret i en plads i iværksættermiljøet, så kontakt Stevns Erhvervsråd.

Tidsplan

  • Stevns Kommune etablerer iværksætterhotellet i løbet af 2019 med udgangspunkt i denne tidsplan:
  • Februar – Kommunalbestyrelsen frigiver rådighedsbeløbet
  • April/maj – Bygningsarbejdet sættes i gang
  • August – Bygningsarbejdet afsluttes
  • August/September – Indretning af kontormiljøer
  • September – Officiel indvielse
  • Oktober – Iværksætterhotellet er i drift

 

Læs mere om iværksætter i Stevns 

 

Kilde: Stevns Kommune