Veninderne Camilla Friis og Maria Nordahl fra Lille Heddinge åbnede i februar 2018 blomsterforretningen ”Nordahl & Friis blomster” i Store Heddinge. Butikken har et meget bredt sortiment og har fra start af været velbesøgt. Og kunderne kommer fortsat i stigende grad.

Stevnsboerne er meget loyale kunder

Nordahl-Friis-Blomster

Camilla og Maria har kendt hinanden i 4 år. De bor på samme vej og deres familier blev hurtigt gode venner. De er tætte, men har stadig respekt for hinandens privatsfære. Maria har arbejdet med blomster i mange år og Camilla har arbejdet i et rengøringsfirma.

Stor hjælp fra familien

I efteråret 2017 blev de begge sagt op fra deres daværende jobs med kort mellemrum. De sad en torsdag eftermiddag sammen og snakkede om hvad de så skulle finde på. Snakken om at starte virksomhed var ikke det første der kom på bordet. Maria havde taget kontakt til en tidligere arbejdsgiver for at høre om der måske var et muligt job hos ham. Det var der ikke, men han foreslog hende at leje den gamle tankstation ved rundkørslen i Store Heddinge by og åbne en blomsterbutik. Det var begge piger enige om, at det skulle de bestemt ikke. Alligevel havde det plantet et frø i dem og de begyndte at tale om det og få ideer til en mulig butik.

”Fra vi havde taget beslutningen om at springe ud i det, gik det stærkt. Vi fik rigtig meget hjælp fra begge vores familier og butikken åbnede allerede 2 måneder efter.” fortæller Maria, som er meget taknemmelig for al den hjælp og opbakning de har fået. Camilla er meget enig; ”Man ved bare at der er rigtig meget arbejde, særligt det første år, når man starter noget nyt op. Uden vores familier kunne vi ikke have nået at realisere det hele så hurtigt” smiler hun.

 

Nordahl og Friis Blomster

En tur til Holland

Camilla og Maria har allerede ansat to meget søde og dygtige medhjælpere til at hjælpe dem ind i mellem og til at passe butikken hvis de skal noget. F.eks. har de lige været på inspirationstur i Holland på blomsterauktionen, hvor stort set alle blomster fra hele verden kommer hen. Der bliver priserne sat og alle blomsterne bliver kørt ud til hele verden. ”Det er kæmpe stort, verdens største bygning under tag” fortæller Camilla og fortsætter; ”Vi var der fra kl. 4.00 til 13.00 og nåede kun at se en lille bitte del af det hele. Det var vildt imponerende og meget inspirerende at se hvor det hele kommer fra og hvordan det foregår. Det er baggrundsviden vores kunder kommer til at nyde godt af.”

 

Vi er her altid

For Camilla og Maria, er det vigtigt at kunderne kan stole på dem. ”Vi har faste åbningstider hver dag, så kunderne ved at det er sådan det er. Vi er ikke bare turistbutik – vi er her altid” fortæller Camilla og Maria fortsætter; ”Vi er her når den store bliver student, når mormor dør, når konen har fået kemo, når de har bryllup, når de er nyforelskede, når der skal nye planter i vindueskarmen og også når det er ”bare fordi”. Uanset hvem man er, hvad man køber eller om man bare kommer og kigger, har det stor betydning for pigerne at yde samme professionalisme og service for alle.

”I løbet af en dag, kan vi komme hele palletten rundt. Nogle dage kan man lige have stået og grinet så tårerne triller ned af kinderne eller have bundet en mor/barn-buket fordi der er kommet en lille ny til verden og et øjeblik efter kommer der en familie ind der har mistet deres barn og så skal vi stå og binde en bårebuket” fortæller Maria. På den måde bliver der åbnet op for rigtig mange følelser i butikken og pigerne oplever at de hurtigt får et tæt bånd til deres kunder. ”Det kan til tider være en barsk omgang, men det er en del af det og vi kan godt lide at give alle vores kunder noget særligt og at de alle føler sig godt taget imod og behandlet. Hos os er der plads til alle” fortæller Camilla.

 

NordahlFriisBlomster

Stevns’ kunder er vidunderlige

Der er rigtig hyggeligt i butikken, som dufter af skønne blomster og oser af charme. Det er tydeligt at mærke hvordan pigerne har lagt liv, sjæl og kærlighed i alle detaljer og kroge af butikken. Det er dét de gerne vil og dét de brænder for. De har ikke kun åbnet butikken for kundernes skyld, men i høj grad også for deres egen, og det kan de mærke at kunderne kan lide.

”Når Stevnsboerne først er kunder, er de meget loyale. God service er ikke noget man skal skrive man har, det er noget folk forventer når de kommer ind i en butik i dag” fortæller Maria og fortsætter; ”Vi har rigtig mange faste kunder der kommer igen og igen og vi er på fornavn med de fleste af dem. Nogle gange kommer de også bare for at få en sludder for en sladder – det er vildt hyggeligt.”

Camilla og Maria gør gerne lidt udover det sædvanlige og fortæller om en kunde de har haft, der havde købt en masse blomster og skulle hjem på cykel. De var ikke sikre på at det ville gå uden risiko for at kunden ville vælte og de tilbød derfor at komme hjem til kunden med blomsterne efter lukketid. ”Ind i mellem kommer der også kunder fra vaskehallen ved siden af, der har brug for hjælp og spørger os om vi ved noget om den. Så hjælper vi selvfølelig det vi kan” fortæller Camilla.

 

At tro på sig selv og stole på det man gør

Det er ikke altid let at vide hvad kunderne gerne vil have, men Camilla og Maria finder blandt andet en masse inspiration hos forskellige bloggere og så køber de ind efter hvad de selv godt kan lide. De bestiller også gerne varer hjem som kunder kommer og spørger efter. Ind i mellem kan de kun få efterspurgte varer hjem i større partier, men det holder dem ikke tilbage. ”Vi er kreative og kan måske bruge resten i f.eks. dekorationer. Så længe vi selv tror på at vi kan sælge varen, så lykkes det som regel også” siger Maria. ”Ind i mellem har vi da også fået varer hjem vi ikke kan sælge, men det ændrer ikke på vores motivation. Vi køber ind som vi gør og er tro mod os selv og vores smag, og vi kan mærke at det har en positiv effekt på vores kunder. Så længe vi stoler på os selv, så stoler kunderne også på os” afslutter Camilla.